Beskrivelse
MOSCOW MULE KOP GUNMETAL – HAMMERED 550 ML
AMERIKANERNES FAVORITCOCKTAIL
Moscow Mule skulle efter sigende være en af amerikanernes favoritcocktails. Navnet betyder direkte oversat Moskva muldyr. Det er et besynderligt navn. Men mere herom senere, først skal du have en opskrift på Moscow Mule.
OPSKRIFT PÅ MOSCOW MULE
Opskrifter har det med at Eblive ændret og tilpasset hele tiden, og til sidst har vi ”glemt”, hvordan den oprindelige opskrift var. Og sådan er det sikkert også med denne. Denne opskrift på Moscow Mule er udviklet af Beate fra HurtigMums.dk.
INGREDIENSER TIL 1 COCKTAIL
- 3-4 isterninger
- 9 cl vodka
- Saften af 2 limes
- 3 dl gingerbeer
- 1 lime
Derudover skal du have et kobberkrus, et såkaldt mule mug, som kan indeholde ½ liter – hvis det skal være helt korrekt, men et halvliters ølkrus af glas kan også anvendes. Det vil også være bedst, hvis du har en shaker.
FREMGANGSMÅDE
- Knus isterningerne, og kom dem i shakeren.
- Hæld vodka og limesaft i, og ryst.
- Hæld blandingen over i kobberkruset, når shakeren begynder at dugge.
- Tilsæt gingerbeer, og rør forsigtigt rundt.
- Pynt med skiver af lime, og stik evt. et sugerør i.
Skål!
SÅDAN BLEV MOSCOW MULE TIL
Det var tilbage i 1941, cocktailen blev til. Det var sådan lidt held i held. Og det kunne næsten lyde som starten på en vittighed.
Tre mænd sad på en bar i Los Angeles. Ejeren af de amerikanske rettigheder til Smirnoff vodka-brandet. Ejeren af baren – Cock ’n’ Bull – som de tre mænd sad i. Samt en forretningsmand.
Alle tre mænd havde et produkt, de ikke kunne sælge. Ingen i Amerika drak vodka. Faktisk jokede amerikanerne med, at vodka var det russiske ord for forfærdelig. Så Smirnoff-ejeren var nedtrykt.
Barejeren havde problemer med at komme af med sit lager af gingerbeer, og forretningens manden havde en stor mængde kobberkrus, som ingen ville eje.
I fællesskab – muligvis i let løftet stemning og med en ekstra positiv indstilling fra et par genstande indenbords – fandt de tre mænd på at slå sig sammen. De opfandt simpelthen en cocktail lavet af vodka og gingerbeer og serveret i kobberkrus.
Cocktailen blev markedsført og blev taget godt imod. Navnet, Moscow Mule, menes at være valgt på grund af, at vodka og Rusland (Moskva) ofte knyttes sammen. Og Mule (muldyret) fordi gingerbeer tilfører et kick (spark) til cocktailen.